Stærke præstationer til dagens stævne
10 drenge var klar (næsten) til start i dag kl. 10.00 i Munkebo. Dagens stævne skulle være det sværeste vi ville møde i efteråret, mod Fjordager, KFUM, Munkebo & B67.
Første kamp var mod Munkebo, som vi ikke tidligere har mødt. Så et ubekendt fra vores side af. Drengene spillede deres sædvanlige gode spil, med et højt pres, store chancer, dog uden det vigtigste, nemlig MÅL! Først til allersidst i kampen kom forløsningen, da Fatih flot spillede Oliver fri til sikker scoring og en 1-0 sejr.
Så havde vi pause, i en kamp, hvorefter vi skulle spille 3 kampe i streg.
Kamp 2 var mod Odense KFUM. Enten vinder ØB, eller KFUM. Vi har spillet mange indbyrdes kampe gennem årene, og drengene på begge hold kender lidt til hinanden. Så dagens kamp blev en af de taktiske af slagsen, hvor de største chancer trods alt tilfaldt ØB. Men ind ville bolden ikke, så en spændende 0-0 kamp.
Så var det lokalopgøret mod Fjordager. I første halvleg har vi hjørnespark, og på en returbold, opsnapper Alexander bolden og knalder kuglen i netmaskerne til 1-0, som holdt langt hen i kampen. I 2. halvleg lå kampen og tippede. Enten ville det blive 1-1 eller 2-0, for det lå i luften til at der skulle komme en scoring mere. I en hurtig omstilling fra ØB, løber Xander alene mod keeperen og scorer sikkert til 2-0.
Sidste kamp mod B67, her blev Bilal dagens store oplevelse. Allerede efter 40 sekunder havde han bragt ØB foran med 1-0, og blot 1 minut senere så stod der også 2-0, igen med et flot mål af Bilal. Det fik B67 til at lukke lidt op for de mindre pæne ting man helst ikke ser på fodboldbanerne. Dog har vi i trænerteamet trods alt, forklaret vores egne drenge, at de ikke skal lade sig provokere af den slags. Lade bolden tale sammen med fødderne. I et opspil fra B67, laver de lidt fikst på højrekanten og slår et indlæg, som Andreas tøver med at gå ud og tage, så de kan reducere til 1-2. Men heldigvis, så vil vi spille fodbold. Alberto får bolden med ud i venstre side, og spiller flot Fatih op ad banen. Han tager et par træk ind i feltet og spiller Mikkel helt fri ved bageste stolpe, og så var det 3-1 til ØB der holdt til pausen.
I den pause, overhører jeg dommeren sige til B67 assistenten, at hvis ØB kommer på 4-1 må de jo sætte en ekstra mand på banen. Stor i slaget, siger assistenten, at det kommer ikke til at ske, for nu vinder de kampen med 6-3 ;)
2. halvleg er kun 2 minutter gammel, hvor man skulle tro at en af trænerne stod med et joystick og spillede FIFA på playstation. Mikkel spiller Oliver op af højresiden, og Fatih løber dybt for at modtage bolden, tager et træk mod baglinjen og sparker den ind foran målet hvor Bilal kan score sit 3. mål. Så var det 8 ØB'ere mod 9 B67'ere i resten af kampen. For kollektivet sejrede i de sidste 10 minutter hvor alle kæmpede for hinanden, fight og gejst. Modløse kunne B67 intet stille op, og ØB fortsatte med at dominere op ad banen. Kræfterne slap op til sidst men 4-1 sejren kan man ikke pille ved. En af denne efterårssæsons flotteste kampe fra holdet af.
3 spillere skal fremhæves efter dagens stævne.
Mikkel var outstanding i sit arbejdsraseri over hele banen, og kronede sin indsats med en flot gennemspillet mål.
Fatih var i dag i oplæggerens rolle med 3 assists, og havde mange gode aktioner på egen hånd.
Bilal knokler og knokler gennem hele stævnet, og scorer 3 mål i sidste kamp.
Nu er der 14 dages stævne pause, så det bliver dejligt at få trænet flere ting som vi kan tage med til fremtidens kampe.