Menu

4. gang var lykkens gang...

image
FMR
07. maj 2019 kl. 21:49
1. sejr til U11-U12 holdet

Endelig.... Fristes man til at sige.

For i dag lykkedes alt for holdet, der spillede en flot kamp mod Bogense. I turneringens første 3 kampe, har vi lige manglet det sidste for at kunne vinde, hvor man så møder modgang og taber. Så Cheftræneren var henvist til sidelinjen, efter tandlægebesøg, så de to assistenter, Emil & Mathias, havde i dag ansvaret for U11-U12 drengene.

Efter dagens sejr, så må man sige at det var en god taktik der blev lagt for holdet. Alle, ALLE spillerne fulgte planerne til punkt og prikke. Og så med en debutant på holdet der blev indkaldt 1 time før kampstart. Desuden var der ligeledes en 1. scoring for ØB for en enkelt spiller i dagens kamp. Jo mange ting gik godt i dag, og med udsigt til en ny kamp på søndag, så skal drengene være skarpe igen.

Anyway, alle mand kæmpede fantastisk flot i dag.

Xander i målet havde mange redninger, nogle af dem nærmest tv-redninger, og var en sikker sidste skanse! Chanceløs på reduceringen fra Bogense.

Victor & Andreas har fundet hinanden i forsvaret og det fungerer. Der kan stadigvæk bygges på, og det vil vi gøre! Begge med gode indgreb, men også nogle nemme fejl, som vi skal have rettet på. 

Emil med ny rolle i dag, hvor fysikken kom ham til gode. Stærk spillende og frygtindgydende for modstanderen. Krydrer sin kamp med et kanonmål!

Bilal nyder at han ikke skal bære hele holdet på sine skuldre, spiller mere frit og løber meget, tackler, sparker, ja en spiller som er blevet bedre med de nye holdkammerater. 2 assists i dag.

Noah, debutant, med et dødbringende våben i sit venstreben. På trods af at han kun har trænet med holdet 1 gang, så faldt han flot ind i samspillet med de andre. Det tegner godt for holdet at vi har fået en boldstærk spiller i Noah. Bliver spændende at følge og være med til at udvikle. Lavede en assist i dagens kamp.

Fatih, har virkelig ændret sin holdning til hvordan man spiller fodbold. Man giver ikke længere op, man kæmper for at stjæle bolden, bruger sin spinkle krop på en måde så han kan sætte sin modstander af. Flot kamp igen i dag af Fatih, som lavede en assist.

Marcus var i dag i et spilhumør, da modstanderne ikke var kæmpe store, som de sidste par kampe. Scorer 2 mål og laver en enkelt assist. Super kamp i dag.

Mikkel er ved at blive en joker. For når han kommer ind på banen, så giver han den 120%. Det er så dejligt at se den gejst og fighterånd som han besidder. Kroner en flot 2. halvleg med et mål, som var velfortjent med alle de skader som anklen har forvoldt ham i foråret.

Alex fik ikke så meget spilletid i dag, da holdet virkelig præsterede som de gjorde, men den tid han var på banen, skabte han ravage for Bogense forsvaret, og kunne med lidt held have scoret sit første mål i ØB trøøjen. Det skal nok komme, ingen tvivl om det.

William, dagens største smil og jubel. Når man er fodboldrusten som William, så var det en kæmpe forløsning for ham at han fik nettet til at blafre i 2. halvleg. Efter 4 års fodboldpause, så kom William til ØB i vinters, og nu begynder det at vise sig, at træning og atter træning er vejen frem. Med målet kommer selvtilliden, og med selvtillid så bliver William en mere boldsikker spiller. Det kommer, og vi giver ham al den tid det skal tage. Det var dejligt at se hans jubel over sin scoring, og ikke mindst morens jubelråb ;) 

Luk